I takt med at Vesten øger det økonomiske pres og truslen herom mod Rusland indgår Kina øget økonomisk samarbejde med Rusland f.eks. køber Kina mere gas fra Rusland.
Kina køber mere gas fra Rusland
Se her artikel fra lektor Søren Riishøj
Kina køber mere gas fra Rusland
Under deres møde ved åbningen af vinter OL indgik Vladimir Putin og Xi Jinping en aftale om indkøb af ekstra gas fra Rusland formidlet af det russiske gasselskab Gazprom og det kinesiske statslige energiselskab CNPC. Derudover skal Rusland frem til 2033 sælge 100 mio. tons olie til Kina via Kazackhstan. Som skrevet i en analyse i det polske dagblad ”Gazeta Wyborcza” (7.2.2022) har aftalen i højeste grad et sikkerhedsaspekt. Rusland vil via aftalen forsikre sig i tilfælde af en yderligere udvidelse af NATO og begrænsninger i Vestens import af energi fra Rusland, måske et totalt stop for igangsættelsen af Nordstream II. Ekstra gas fra Rusland til Kina vil i stort omfang komme fra syd-kirinskoje felterne ud for Sakhalin halvøen, men detaljerne i aftalen er holdt hemmelige på grund af de amerikanske sanktioner over for projektet, vedtaget i 2015, dengang Joe Biden var USA’s vicepræsident. Felterne ved Sakhalin blev aktiveret i 2010 og skønnes at kunne udvinde 21 mia. m3 gas om året. Gazprom har anlagt en 1.800 lang ledning via Khabarovsk til Vladivostok. En del af ledningen går langs med grænsen til Kina, i en afstand på blot 25 km og vil derfor med lethed herfra kunne levere betydelige ekstra mængder gas til de nord-østlige områder af Kina. Udover de allerede nævnte projekter forberedes der frem til 2027 anlæg af ”Sojus Vostok” ledningen, der skal gå via Mongoliet. Den ledning vil kunne elevere yderligere 50 mia. gas fra Rusland til Kina. Gennemføres også det projekt til tiden vil Kina om 10 år fra Rusland samlet modtage 100 mia.m3 gas, hvilket vil svare til omkring 2/3 af Ruslands eksport af gas til Europa i dag.
Uanset truslen om sanktioner mod projektet fra USA er Kina indstillet på at hjælpe Rusland i kampen mindske virkningerne af de vestlige sanktionstrusler. Kina vil derudover opnå større energi-sikkerhed. Fra 2025 vil Kina samlet få leveret omkring 50 mia. m3 gas om året. Kontrakter om gasleverancer fra Rusland til Kina blev aftalt allerede i 2015, året efter annekteringen af Krim. De første leverancer af gas til Kina via ledningen fra Sakhalin felterne blev påbegyndt i 2019. Begrænsninger i de russiske gasleverancer til Europa og forsinkelsen af Nordstream II har som bekendt allerede bidraget til de store prisstigninger og til mindre lagre af gas i Europa. Rusland vil uanset den større eksport til Kina fortsat kunne levere gas til Europa, hvis det ikke kommer til en sanktionskrig. USA og EU forhandler lige nu om større køb af flydende gas (LNG) fra USA, men begejstringen herfor i Tyskland er til at overse. I givet fald øges afhængigheden af USA økonomisk og politisk, hvortil kommer de negative virkninger på miljøet ved brug LNG og til højere priser. Via aftalerne med Kina står Rusland stærkere, vil kunne klare sig økonomisk i tilfælde af stop for import af russisk gas i Europa og vil lettere, som ønsket i Moskva, kunne få opfyldt kravet om langsigtede aftaler om gasleverancer med europæiske lande, skulle det alligevel ikke komme til et stop for gasimporten fra Rusland. Den type aftaler er indtil nu kun indgået med Grækenland og Ungarn.
Koncentrationen af russiske tropper op til Ukraines grænser er ikke i sig selv en nyhed. Der har som bekendt været tropper langs grænsen siden annekteringen af Krim i 2014, og situationen lige nu minder meget om forholdene i foråret 2021. Det fastslår forsvarsminister Oleksjej Reznikow i et interview til det polske dagblad ”Rzeczpospolita” (31.2022). Hans udtalelser har naturligt nok vakt opsigt. Det er svært at forudsige, hvad den kommende tid vil bringe, fortsætter han. Ved tidligere lejligheder har Vesten reageret ret så tilbageholdende. I dag er reaktionerne blevet overdrevent ”emotionelle”. Det hele begyndte med de alarmerende beretninger om russisk troppeopbygning i efteråret 2021. Nogle vestlige lande vil trække deres borgere hjem fra Ukraine! Heldigvis har kun få lande har valgt den udvej, siger Reznikow. 130 lande har ambassader i Ukraine, Men der er ingen grund til panik. Det samme synspunkt er fremført af Ukraines præsident Volodymyr Zelensky, der frygter yderligere økonomiske tilbageslag, hvis panikken tager overhånd. Den ukrainske økonomi er i forvejen hårdt ramt. Udmeldingen har iflg. amerikanske medier skabt utilfredshed i Det Hvide Hus. Afghanistan krisen kan have medvirket til overreaktionerne. Siden foråret 2021 har Vesten lidt af et Afghanistan-syndrom. Rusland har tilsyneladende valgt at fortsætte at ”spille poker” og føre hybridkrig; med andre ord,, at destabilisere Ukraine, uden at angribe militært. Dertil kommer konflikten med Hviderusland, også et problem for Ukraine. ”Mener De, at Vesten frygter Rusland mere end Ukraine?” bliver forsvarsministeren spurgt. Afgjort ja, lyder svaret. Det betyder ingenlunde, at vi undervurderer truslen fra Rusland, fortsætter ministeren. Vi er parat til at imødegå alle trusler. Vi har fået et stærkere militær med langt mere moderne våben. At Tyskland er tøvende, når det gælder våbensalg til Ukraine og sanktioner over for Rusland, fx at stoppe Nordstream II gasprojektet, overrasker ham ikke. Den våbenhjælp Ukraine har fået fra Vesten er målt efter befolkningstal lavere end, hvad der er kommet Litauen, Letland, Estland og Tjekkiet til del. Ukraine har ikke modtaget våben fra Polen, kun politisk opbakning. Dog blev der åbnet for en vis støtte under den polske præsident Duda’s møde forleden med Zelensky. I den polske befolkning hersker der udbredt modstand mod at engagere sig militært. Ukraine, hvortil kommer at Polen har et historisk kompliceret forhold. Polen og Ukraine har dog haft en fælles brigade. Polen har, som de baltiske lande, NATO-soldater stationeret (”Trump-fortet”). Myndighederne er i et dilemma. Georgien har været meget tilbageholdende under den seneste optrapning af konflikten omkring Ukraine. Truslen fra Rusland fremhæves stadig; så våbenleverancer er fortsat velkomne, lyder det fra Kiev. Men der er ikke grund til panik. Tingene er under kontrol. Forholdet til Rusland nu er reelt ikke anderledes end de andre år siden oprøret på Maidan og annekteringen af Krim i 2014. Mest peger i retning af en langvarig fastfrossen konflikt.
Udenrigsminister Jeppe kofod har for kort tid siden sagt at det negative resultat for Vesten af krigen i Afghanistan kalder på refleksion og selvransagelse.
Så lad os komme i gang med denne selvransagelse og lære af det, der er sket for Vesten, og overveje de ændringer der bør ske i udenrigs- og sikkerhedspolitikken i Danmark.
Det er tid til at Kofod og Mette Frederiksen tænker før de taler
Vi bør holde os ude af deltagelse i stormagtsinterventioner, vi alligevel ikke har nogen indflydelse på, dvs. ikke mere deltage i krige som i Irak, Afghanistan og Libyen. Militære interventioner, der oftest er forårsaget af borgerkrige, bør tages vare på af FN’s-fredsbevarende (militære) missioner. Til dette bør vi naturligvis stille soldater, officerer og mandskab til rådighed – og hjælpe med materiel og effektiviseringer. FN’s tilgang til konflikter, herunder militære konflikter, er helt forskellig fra stormagters tilgang, bl.a. har FN den fordel at der er fokus på andet end den militære side i en konflikt, idet der i en FN-intervention altid inkluderes fredskabende elementer – f.eks. mæglere og forhandlere, der taler med begge parter i konflikten, og internationale særorganisationer med bistand. Beskyldninger fra den tredje verden for nykolonialisme og imperialisme fra tidl. kolonimagter er normalt heller ikke til stede. Det går ofte galt når Vesten, ofte tidligere kolonimagter, kommer ind i voldelige konflikter. Det bliver for meget militære løsninger og for lidt konfliktløsning og bistand.
Sikkerhedspolitikken bør udover deltagelse i FN’s fredsbevarende missioner koncentrere sig i forsvar af Kongeriget (Danmark, Grønland, Færøerne), naturligvis i samarbejde med NATO. Kongerigets samlede område er meget stort, så at holde øje med og forsvare dette er i sig selv ”en stor mundfuld”.
Den måde NATO tæller sikkerhed på som procentandel af BNP er en forkert og irrationel måde at opgøre på. Man bør i NATO enes om et nyt procenttal (f.eks. 3 %), der dækker alle udgifter til det militære forsvar, udviklingsbistand, udenrigstjenesten og fredsbestræbelser (konfliktløsning, konfliktforebyggelse, fredsforskning, early warning). Sikkerhedspolitik er langt mere end ”krudt og kugler”.
I et sådant nyt procenttal vil DK blive godskrevet for vor høje andel af udviklingsbistand, Norge godskrevet for dets højt udviklede diplomati og mæglingsbestræbelser i konflikter. DK bør i første omgang få NATO lande som Norge, Holland og Tyskland med på ideen.
Udenrigsministeriet og diplomatiet bør opgraderes. Udenrigsministeriet, der de sidste 20 år er blevet beskåret, som påvist af professor Martin Marcussen, KU, bør have samme kapacitet og finansiering som f.eks. Norge eller Finland – hvad det slet ikke har i dag. Udenrigsministeriet skal udvikle tilstrækkelig med kontakter og netværk til lande og internationale organisationer, samt deltage i fredsskabende virksomhed. Desuden skal UM have dansk analysekapacitet for at kunne agere i den moderne verden, samt være med i alle de udvalg, grupper og konferencer i internationale organisationer, som danske interesser tilsiger.
UM bør endvidere have resurser og tid til at møde tænketanke, forskningsmiljøer og civilsamfundet.
Diplomatiet er ikke kun til for at kommunikere med vennerne og allierede, men må lægge vægt på at have kapacitet til at kommunikere med begge parter i konflikter, også dem vi er uenige med, og dem som har andre værdier end os for at kunne komme med udspil og forslag i igangværende konflikter. I 1970’erne og 1980’erne spillede Danmark en væsentlig og selvstændig rolle, ikke mindst i forhold til USA, i afspændingspolitikken under koldkrigsperioden. Dansk diplomati spillede i denne periode en stor rolle.
Som en selvstændig del af dansk udenrigspolitik oprettes et Freds-og Konfliktløsningscenter til at bistå både den udøvende del af samfundet (regeringen, Udenrigsministeriet) og den lovgivende del (Folketinget, Udenrigspolitisk Nævn, udvalgene). Det skal gives konkrete opgaver i form af at levere analyser og forslag om udenrigs-og sikkerhedspolitik, og ikke mindst fokusere på anbefalinger i forhold til løsning og forebyggelse af konflikter.
Udenrigspolitisk Nævn bør have tilstrækkelige og ajourførte oplysninger, så der kan tages
beslutninger, med basis i sikre kendsgerninger og gerne fra flere forskelligartede kilder. Før store udenrigspolitiske beslutninger skal der gives mere tid til politikerne og deres baglande, så konsekvenserne af beslutningerne kan afklares.
I udviklingspolitikken må især den demografiske udvikling i Afrika og Mellemøsten addresseres.
Allerede i Taksøe rapporten fra 2016 påpegedes at befolkningen i Nordafrika og Mellemøsten estimeres at ville vokse fra 481 mil. i 2015 til 749 mil. allerede i 2050.
Ifølge The Lancets befolkningsfremskrivninger vil Afrika som sådan vokse fra 1.6 mia. i dag til ca. 4 mia. i 2100, en enorm befolkningsudvikling.
Europas befolkningsudvikling vil være modsat – en befolkningsnedgang fra 738 mil. (2015) til 707 mil. i 2050 (Taksøe rapporten, bilag s. 55).
Et land som Nigeria vil ifølge Lancet vokse fra 207 mil. i dag til 790 mil. (i år 2100) – og det er kun ét afrikansk land.
Den gode historie af den demografiske udvikling er at ifølge The Lancet vil verdens befolkning begynde at falde i 2060’erne på verdensniveau – dog sådan at de udviklede lande og Kina vil opleve et stort fald, udviklingslande i f.eks. Afrika vil stabiliseres senere.
Denne demografiske udfordring ikke langt fra Europa kender folk i udenrigsministerierne, men politikerne ser kun få år frem. Skal man holde befolkningerne i Afrika og Mellemøsten hjemme i deres lande kræves en enorm mobilisering af ressourcer til fordel for Afrika af udviklingsbistand, mere handel og handelsliberalisering, og koordination med Kina, USA og FN’s særorganisationer.
Det hjælper ikke kun at sende penge af sted som vi har gjort i Afghanistan – det er en omfattende produktiv base af modernisering og industrialisering i Afrika der skal til.
Desuden en kontrolleret indvandring til et Europa, der går mod mindre befolkning og mangel på arbejdskraft.
Migration kan ikke undgås i en verden med en så enorm befolkningsøgning i Afrika og Mellemøsten, og en samtidig befolkningsnedgang i Europa og Kina. Gør man ikke noget i Europa, vil migrationen blive endnu større. I øjeblikket er der bygget/bygges der mure eller stålwire/ pigtrådshegn 15 steder i EU og Schengen området (Politiken 6.9.2021) med henblik på at holde fattige migranter ude. Det er en hel gal vej og løser ikke migrationspresset – EU m.fl. skal i stedet hjælpe Afrika og Mellemøsten til at blive udviklede og moderniserede, så folk ikke flygter. Mure og pigtråd er ikke vejen.
Udenrigs-og sikkerhedspolitik kan anskues fra flere vinkler – en af dem er ud fra en konfliktløsnings – og konfliktforebyggelses vinkel.
Det har jeg forsøgt nedenfor
Større brug af politiske processer
Danmark er en småstat med et velfærdssamfund – og vi er gode til internt at samarbejde i et tillidsbaseret og ikke hierarkisk samfund. Hele vores historie i 1900 tallet op til ca. 1990’erne har været præget af en ikkevoldelig udvikling.
Der er noget vi er – og noget vi kan, men som ikke bliver brugt i dag udenrigs-og sikkerhedspolitisk set. Vi har i alt for høj grad underordnet os USA og har via dette land involveret os i krige, der blev fiaskoer, og som har ført os bort fra danske traditioner.
Derfor må vi tilbage til det danske:
Den danske småstat er ikke en trussel mod nogen – i udgangspunkt kan vi samarbejde med alle.
Vi er et velfærdssamfund – humlebien andre ikke kan forstå kan flyve. Det skal vi benytte os af og brande os på. Ved at have høj profil på solidaritet, klima, udviklingsbistand, og fredsopbygning. Og en opprioriteret interesse for retten til sundhed og bekæmpelse af pandemier – noget der er behov for efter den globale coronakrise, der desværre blev behandlet nationalistisk med helt forskellige strategier i FN’s 193 medlemsstater.
Vores evner til at samarbejde og tradition indtil 1990’erne for ikkevoldelig adfærd bør anvendes til at understøtte principperne for konfliktløsning, mægling, fredsopbygning og at løse internationale og regionale konflikter. Vi skal tale med begge parter i en konflikt og bidrage til at finde fælles løsninger.
I slutningen af 1900 tallet under den kolde krig var de skandinaviske lande dygtige til at finde løsninger på f.eks. afskaffelse af apartheid og var aktivt med i de-koloniseringsprocesserne. Endvidere arbejdede vi i forreste linje med initiativer til afspænding under den kolde krig f.eks. Helsingfors processen.
Elementer i en aktiv og selvstændig udenrigspolitik:
En forudsætning vil være et stop for udsultningen af Udenrigsministeriet og en kapacitets opbygning for at kunne klare politiske processer og konfliktløsningsinitiativer; være fuldt med i internationale organisationer; have en forskningskapacitet og et samarbejde med tænketanke; have levedygtige ambassader der kan tage sig af andet end handel og ministerbesøg.
Det danske diplomati og danske politikere må kunne tale bedre med ”den anden side” – i mange konflikter der f.eks. har Rusland, Kina eller Iran indblandet taler vi kun med den ene side i konflikten – den der støtter vesten – det er ikke godt nok. Hvis krige skal stoppes må vi kunne tale med begge sider i en konflikt.
Internationalt samarbejde og vedtagne regler er godt for småstater og tilliden mellem lande. Når repræsentanter for lande i EU eller De Nordiske lande ikke har behov for at vise sig militært overfor hinanden er det fordi de har tillid til hinanden og institutioner, der hjælper dem. Men det er ikke nok at samarbejde med vennerne. Internationale organisationer hvor også ”den anden side” er med er vigtige: FN, FN’s særorganisationer, Arktisk Råd, OSCE.
Danmark, Europa og Norden må arbejde imod at der startes nye typer kolde krige. I øjeblikket har præsident Trump gang i forstadierne til en ny type kold krig med Kina. Det skal Europa gøre alt for at forhindre og være en mæglende instans i konflikten. En ny kold krig mellem Kina og USA vil dele verden op og starte et våbenkapløb, der vil blive dyrt.
Sikkerhedspolitisk skal vi arbejde for at den ikke-militære del af sikkerhedspolitikken understreges – en bæredygtig sikkerhed er mere end ”krudt og kugler” – netop udviklingspolitik, handelspolitik, klimaprojekter og aktiv konfliktløsning er centrale elementer i en ny sikkerhedspolitik.
Nødvendig forudsætning i den nye verdensorden: En realistisk udenrigspolitik.
En realistisk udenrigspolitik er en politik der tager udgangspunkt i de lande og kulturer og folk der er ude i verden. Vi må møde dem, hvor de står. Vi må huske at det er folkene og deres regeringer i landene, der bestemmer hvilke styreformer, de skal have. Det skal Danmark ikke blande sig i.
Hvordan ændres dansk udenrigspolitik?
4 forslag.
Folketinget – det lovgivende organ – må sætte en proces i gang, der medfører at det skal spille en større rolle i dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik i forhold til den udøvende magt. Coronakrisen har vist svagheden ved det nuværende system.
Høringer skal bruges langt mere i Folketinget – eksperter og andre med specialviden skal inviteres. Aktiviteterne skal styres af Folketinget.
Et Udenrigspolitisk Råd bestående af repræsentanter for relevante organisationer i civilsamfundet, forskere og personer med viden om udenrigs-og sikkerhedspolitik skal oprettes. Det skal – i samarbejde med Folketinget – diskutere Danmarks forhold til omverdenen og give råd til politikerne og regeringen.
Et Freds- og Konfliktløsningscenter skal oprettes, og det skal gives konkrete opgaver i form af at levere analyser om udenrigs-og sikkerhedspolitik, og ikke mindst fokusere på anbefalinger på løsning og forebyggelse af konflikter.
